Vedtægter
Fælleslisten er foreningsdrevet med en årlig generalforsamling som den overordnede ledelse.
Den daglige ledelse og administration varetages af bestyrelsen, med de opstillede kandidater som repræsentanter.
Bestyrelsen afholder bestyrelsesmøder hver 2. måned med faste punkter på dagsordenen.
Navn og hjemsted
Stk. 1. Foreningens navn er ” Fælleslisten”.
Stk. 2. Foreningen har hjemsted i Vordingborg kommune.
Formål
Stk. 1. Foreningens formål er, gennem Fælleslistens besluttede værdier og en erklæret tværpolitisk grundholdning, at arbejde for, at Vordingborg kommune skal være et godt sted at leve, hvor Fællelisten vil skabe vækst ved at gøre det attraktivt, at drive og etablere virksomhed samt gøre det attraktivt, at etablere sig som borger i kommunen, så denne kan fastholde og tiltrække nye familier.
Stk. 2. Foreningens formål fremmes blandt andet ved opstilling af kandidater til valg til kommunalbestyrelsen i Vordingborg kommune samt eventuelle andre tillidshverv. Foreningen tager mellem valgene til kommunalbestyrelsen initiativer til afholdelse af politiske møder og andre politiske arrangementer i kommunen med henblik på at fastholde og tiltrække nye medlemmer i et aktivt og engageret fællesskab, der samtidig kan være fundamentet for opstilling af kandidater til valgene.
Medlemskreds
Stk. 1. Som medlemmer optages enhver, som er valgbar på førstkommende valgdag og som vil arbejde for foreningens formål.
Stk. 2. Bestyrelsen kan afvise anmodning om medlemskab, såfremt bestyrelsen finder, at vedkommende ikke vil arbejde for foreningens formål.
Stk. 3. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, såfremt bestyrelsen finder, at vedkommende modarbejder foreningens formål.
Kandidatliste
Stk. 1. Bestyrelsen sørger for at samle et passende antal personer, der ønsker at stille op på kandidatlisten til kommunevalget i Vordingborg kommune.
Stk. 2. På et opstillingsmøde, der afholdes senest marts i året for kommunevalget, opstilles anmeldte kandidater. Placeringen på kandidatlisten afgøres ved afstemning. Afstemningsproceduren fastsættes af dirigenten i samråd med bestyrelsen.
Stk. 3. Kandidater, som bestyrelsen accepterer efter opstillingsmødet, placeres på listen i rækkefølge efter de øvrige kandidater.
Stk. 4. Ved valget til kommunalbestyrelsen betragtes alle kandidater som sideordnet opstillet.
Generalforsamlingen
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af oktober måned og indkaldes med mindst 3 ugers varsel med angivelse af dagsorden ved brev eller e-mail til medlemmerne.
Stk. 3. Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, som senest 1 uge før generalforsamlingen har betalt forfaldent kontingent. Ved indmeldelse er første års medlemskab gratis.
Stk. 4. Dagsorden til den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Valg af stemmetællere
- Formandens beretning
- Regnskabsaflæggelse
- Behandling af indkomne forslag
- Fastlæggelse af kontingent
- Valg af formand
- Valg af bestyrelse
- Valg af suppleanter
- Valg af 2 revisorer
- Valg af revisorsuppleant
- Eventuelt
Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Forslag til vedtægtsændringer skal være bestyrelsen i hænde senest 1. september.
Stk. 6. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal. Der anvendes skriftlig afstemning, hvis blot én deltager kræver det.
Ekstraordinær generalforsamling
Stk.1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes når mindst 1/3 af medlemmerne skriftligt fremsætter anmodning herom til formanden. I det tilfælde afholdes generalforsamlingen senest 4 uger efter anmodningen.
Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger.
Foreningens daglige ledelse
Stk.1. Foreningens daglige ledelse er bestyrelsen, der består af formanden plus minimum 3 medlemmer. Valg til bestyrelsen gælder for 2 år. I lige år vælges halvdelen af bestyrelsens medlemmer, og i ulige år vælges den anden halvdel medlemmer. Det første år vælges alle bestyrelsens medlemmer.
Ved stemmelighed i bestyrelsen er formandens stemme afgørende.
Stk. 2. Senest 2 uger efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen af og blandt sine medlemmer vælger næstformand, sekretær og kasserer.
Stk. 3. Bestyrelsen kan af sin midte nedsætte et forretningsudvalg til at handle på bestyrelsens vegne i sager, der ikke tåler udsættelse.
Stk. 4. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer er til stede, her iblandt enten formand eller næstformand.
Økonomi, regnskab og revision
Stk. 1. Foreningens regnskabsår løber fra 1.januar juli til 31. december. I etableringsåret fra etablering til den 31. december.
Stk. 2. Foreningens kasserer fører regnskabet og fremlægger det på den årlige generalforsamling.
Regnskabet revideres af de valgte revisorer.
Tegningsregler og hæftelser
Stk. 1. Foreningen tegnes af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem.
Stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
Vedtægtsændringer
Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal af de mødte på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.
Opløsning
Stk. 1. Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 flertal blandt samtlige medlemmer. Opnås dette flertal ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, på hvilken opløsningen kan vedtages med simpelt flertal blandt de fremmødte medlemmer.
Stk. 2. Ved foreningens opløsning træffer generalforsamlingen beslutning om, hvorledes man forholder sig til foreningens eventuelle formue. Formuen kan dog ikke tilfalde/overdrages til enkeltperson eller til en anden kandidatliste.